4 ugers Ø-hop fra Grenada til St. Vincent og Grenadinerne

Grenada var første stop på turen, så det var meget rart, at se hvad det var for en verden, vi var kommet til. Dejlig Ø, flotte strande, frodig og grøn. Vi boede på Flamboyant hotel dejligt hotel, lige ned til stranden. Det ligger i gå afstand til supermarked, indkøbscenter og spisesteder.

Vil man på længere ture, kan man køre med ”bus”, varebil bygget om med sæder og så kører de bare derudaf. Man rækker bare hånden ud, hvis man vil med og råber stop, når man vil af. Og så koster det næsten ingen penge, nemt. Vi var på ø-tur, så bananpalmer, kakao-træer, muskatnød og alle mulige frodige træer og buske. Vi var på krydderifabrik og så lidt af alle de forskellige slags krydderier, der bliver dyrket på Grenada. Vi var på Muskatnødfabrik, her var det sjovt at se at alt foregik uden moderne hjælpemidler. Vi var på romdestilleri, det var også uden moderne hjælpemidler.
Vi var meget glade for Grenada, Her var meget at se og opleve. Strandene er perfekte og befolkningen er vant til turister og er meget hjælpsomme og vil gerne snakke.

Carriacou
Vi tog færgen fra Grenada, turen tog ca. 2,5 time. Ankom til øen om søndagen, her var alt så lukket, supermarkeder, spisesteder. Vi fandt dog en lille købmand, så vi ku få lidt at drikke. Første indtryk af Carriacou var sådan lidt blandet. Vi boede på Green Roof Inn i en bungalow med havudsigt og geder i haven – fantastisk hyggeligt. Det var et rigtig dejligt sted med sød betjening og maden i restauranten kunne man ikke klage over. Men vi var ikke så glade for befolkningen, men det var vist gengældt. Man følte sig ikke særligt velkomne.
Men strandene havde Carriacou også og vi havde dem for os selv, for her var heller ingen turister. Efter 4 dage her skulle vi videre til Union Island med et lille 9 personers fly fra Carriacou – spændende tur. Da vi endelig kom i luften, var det perfekt. Flyveren var forsinket 4 timer pga. et punkteret dæk, men det tager man i stiv arm. Vi var lidt spændte på, om vi kom af sted og var begyndt at tænke på alternativer, men de to både, der sejler fra Carriacou var gået i stykker! Og nr. to fly var styrtet i havet. Nå men så måtte vi jo bare tage et par overnatninger til, tænkte vi. Men så langt kom det dog ikke.

Union Island
Et lille smørhul med venlige mennesker og stejle bakker. Vi blev hentet i lufthavnen af hotelejerens søn og kørte 2 min så var vi ”hjemme”. Hjemme var Kings Landing hotel, hvor vi havde fået tildelt en bungalow med den fineste udsigt over havn og vand. Hyggelig ø, der var ikke så meget at se her, og de strande, der lå i gå afstand var ikke noget at råbe hurra for. Men da vi er glade for at gå, gik vi rundt og man nåede hurtig til en by, da afstandene ikke er så store. Så vi fik set lidt alligevel. Vi boede lige midt i city, så der var godt med byliv og befolkningen ville gerne have en sludder for en sladder.

Vi besøgte kun Union Island i 3 dage så skulle vi videre til Bequia via St.Vincent.
Her havde vi en sjov oplevelse. Desmond skulle hente os i lufthavnen og han skulle køre os til færgen, men den sejlede først 7 timer senere. Han var meget rar og sød, så han satte os ikke bare af på havnen, men tilbød at vi kunne komme med i kirke med efterfølgende frokost hos hans familie. Der blev også stillet et værelse til rådighed hos familien, hvor vi kunne tage en morfar efter frokosten inden han kørte os til færgen.
Det er sgu gæstfrihed….

Bequia
Denne ø er vores favorit sted, også en lille bitte ø, men de har meget at byde på. Og vores bungalow på Kingsville Appartements var perfekt, og gik man 100 m var vi på stranden. Som var helt fantastisk. Vi gik en del her på øen, da afstandene er små. Vi tog som regel en bus ud og gik så hjem. Vi besøgte blandt andet et skildpadde sanatorium, hvor man prøver at redde så mange unger som muligt for så at sætte dem ud i havet, når de har fået lidt størrelse. Interessant sted. Da vi havde et fint køkken i vores bungalow, lavede vi selv mad, de dage hvor vi boede her. Dels fordi der var mange spisesteder, der var lukkede pga. sæsonen og dels fordi deres udvalg i supermarkedet var stort. Grøntsager køber man på deres markeder. Det er god kvalitet, da det er hjemmedyrket. Folk var også meget venlige og snaksalige her. Man fornemmer de er en del mere vant til turister end på de andre små øer. Så her var vi kede af at skulle væk fra.

St. Vincent
Ankom med dansk færge til St. Vincent. Her er vældig meget at se på, alt lige fra vandfald til steder, der var med i filmene ”Pirates of the Caribbean”, flotte uspolerede strande og storby. Befolkningen er venlig og imødekommende. Vi boede på Mariners hotel, fint sted ved stranden men vi savnede dog et lille køkken og et køleskab.
Her tog vi også bussen rundt, når vi skulle på længere ture. Taxaerne er alt for dyre. Prisen er vel en sjettedel i forholdet mellem bus og taxa. St. Vincent er en dejlig ø, som har det hele.

Det har været en fantastisk tur, som vi varmt kan anbefale. Ikke mindst Hanne og Sørens store indsats i at få det hele til at falde i vores smag.

Det har været alle pengene værd. Vi var af sted i september, hvor der er regntid. Man skal vide, at det er helt utroligt varmt og fugtigt, hvis man vælger denne periode. Regn har der ikke været meget af, men vi har svedt så meget, at vi ikke har kunnet have solcreme på, fordi det bare løb af.

Rikke & Jens