Ø-hop i Caribien

Vi havde som familie (mor, far og 3 ”børn” hhv. 18, 15 og 14 år) valgt at sommerferien 2013 skulle være 4 uger i Caribien og med megen hjælp fra Hanne og Søren er det lykkes for os at få en oplevelse i særklasse ”once in a lifetime” – dermed ikke sagt det ikke bliver ”maybe twice”.

Som familie kan vi godt lide at bruge og opleve naturen, flere af os dykker, alle snorkler og generelt er vi meget aktive, så det vi ønskede os var en aktiv ferie i dejlige afslappede omgivelser, men også en god standard. Vi er bestemt ikke til store Resorts, men derimod hyggelige boliger i fantastiske omgivelser og helst ikke blandt mange turister. Vi ville på denne ferie gerne opleve flere steder i Caribien, men også have følelsen af at komme hjem afslappede.

Vores første møde med Caribien var St. Lucia, hvor vi boede 1 uge i kæmpe villaen ”Great House” med egen pool og en flot udsigt over Marigot Bay. Omkring 15 min downhill fra vores villa var selve Marigot Bay, med flere restauranter (grundet årstiden var nogle lukkede) og et lille supermarked. Vi valgte allerede første dag, at leje en bil så det var nemt at komme rundt på St. Lucia og se øen samt at få indkøbt mad/drikkevarer i et større supermarked.
Selve stranden i Marigot Bay og i vores ”egen” lille lokale bugt, var ikke en wau-oplevelse for os, men Pigeon Island lidt nordligere var derimod et fantastisk snorkelsted og en lækker strand. Vi var rundt på St. Lucia og fik bla. mudderbad ved Sulphur Springs, så de kendetegnende Pitons bjerge, kørte ATV i bananplantage, besøgte Botanisk Have, kørte på jetski, set Pigeon Island og oplevede det årlige karneval i Castries.
St. Lucia var for os en dejlig oplevelse, men vi opfattede lokalbefolkningen reserverede og uden den store stolthed/passion for deres ø.

Den næste ø i vores ø-hop var Dominica, hvor vi boede et stykke oppe af bakken i to træhytter i en tidligere bananplantage. Opholdet på Jungle Bay**** er helt klart blandt de største oplevelser fra vores tur. Jungle Bay er et unikt koncept, hvor luksus er i pagt med naturen og vores Jungle Spa Adventure pakke var med til at give os en ferie hvor det bestemt ikke var muligt at ligge på den lade side….yoga kl. 7.15, et udvalg af forskellige ture man kunne tilmelde sig, hver gang med lokale og yderst kompetente guider og i restauranten havde de den lækreste mad tilberedt af lokale og udelukkende lavet af lokale råvarer. Og ja, så ½ times massage hver dag til lyden af det brusende Atlanterhav – det var helt igennem luksus i særklasse. Selvom det ikke er muligt at bade i havet ved Jungle Bay manglede vi bestemt ikke vand. Vores hike til Victoria Waterfall indbefattede at vi krydsede floden 3 gange, så udover at bade ved selve vandfaldet var der også bademulighed på gå-turen og selvfølgelig tid til lige at knække en frisk kokosnød når den bød sig i naturen. Champagne Beach på vestsiden af Dominica viste os det flotte klare vand med et utal af fisk som var vi i et akvarium. Eller hvad med et 2×3 timers hike til verdens næststørste kogende sø Boiling Lake, hvor vi på den i alt 13 km lange tur måtte gå gennem jungle, klatre på klipper, rutsche ned af tilsvarende og generelt blive meget ømme i benene.
Dominica var for os et helt specielt ophold, hvor vi oplevede en meget stolt befolkning (med god grund), som helt oprigtigt viste os deres store kærlighed til deres ø og dens flotte natur.

Det 3. stop på rundrejsen var Tobago og hvor Blue Waters Inn*** i Speyside var specielt valgt fordi det er et kanon dykkersted – og det viste sig at holde stik. Fra vores bungalow var der 200 m hen til DiveCentret, så det var utrolig nemt at få levet passionen dykning ud 100%. Når man som 14 årig ser en 2 m Nurse-shark på sit første dyk kan dykker-livet ikke blive bedre.
Stranden og vandet var meget lækkert, så selv de af os der kun snorkler kunne fra vandoverfladen se kæmpe store rokker, et hav af flotte fisk, små skildpadder, muræner, koraller og meget andet spændende.
Vi havde igen valgt at komme bort fra de tæt befolkede (lokale og turiste) områder, men også valgt at være her uden bil. Det kræver så man vælger at spise i restauranten (maden er ok, men ikke det vi vil kalde gourmet), for i selve Speyside kan man nærmest kun købe vand, cola, lyst toastbrød og de lokales frugt/grønt.
Vi trængte på dette tidspunkt meget til at være i et med vandet, men allerede efter nogle dage kom rastløsheden frem og vi fik bla. arrangeret BirdWatching i regnskoven med Peter Cox (flink mand og total nørd på sit område), bookede sejltur til Little Tobago og snorkletur ved Angle Reef.
Tobago var for os stedet hvor vi oplevede flest folk med den afslappede rastafa stil (Laid back) og reggae musik, samt der hvor havets skvulpen bragte os ned i liggestolen for blot at kigge ud over bugten.

Sidste stop på turen var mikro-øen Bequia, hvor vi igen kom til et sted helt anderledes end de tidligere ophold. Bequia Beach Hotel**** i lidt engelsk kolonistil – egen villa med plunge pool og ellers bare ro og stilhed (ok vi var der også udenfor sæsonen, men man fornemmer at dette sted altid emmer af ro). Stranden er lækker og vandet flot, mens vi var der viste vandet sig mest som stille, men et par gange også med store flotte bølger, hvor man blev revet omkuld og måtte ”kæmpe” sig ud af vandet. Restauranten laver rigtig lækker mad, så her får man god forplejning og bliver serviceret af venlige folk. Selv byen byder på lidt liv, da det er en havneby for sejlere. For første gang på vores ferie mødte vi nogle danskere.
Bequia er for lille til de store aktiviteter, men man kan bl.a tage ud at sejle. Vi var rigtig glade for turen til Tobago Cays med sejlskibet Friendship Rose. Ved Tobago Cays oplevede vi mange helt fantastiske Bounty strande og snorklede blandt et væld af havskildpadder og så nye flotte fisk, vi trods megen tidligere snorkling ikke før havde set.
Bequia var for os stedet hvor vi blev så afslappede, at vi alle 5 begyndte at bruge deres udmærkede fitness rum – det måtte være tegn på at vi var klar til at komme hjem!
Til Hanne og Søren,
Tak fordi I har arrangeret en helt fantastisk ferie for os. Vi ændrede mange ting flere gange i planlægningsfasen og engang imellem tænkte vi at vi var lidt besværlige, men heldigvis tog Hanne det i stiv arm og sagde bare ”det er jo det jeg er her for”. Tak for det!
Bedste hilsner
Lars, Gitte og ”børnene”